Copy
Den Kooperative Arbejdsgiver-
og Interesseorganisation i Danmark

Nyheder

Personaleforum om ansættelsesret

Kooperationens netværk Personaleforum afholder gå-hjem-møder i København, Odense og Aarhus med fokus på ansættelsesret.

I Personaleforum sætter vi vigtige temaer inden for ansættelsesretten på dagsordenen og opdatere jer på ny lovgivning og vigtige domme.

Temaerne er: 

  • Ny lovgivning inden for HR-området og dens praktiske konsekvenser
  • Den seneste retspraksis
  • Nyt fra EU
Med udgangspunkt i hvad der rører sig her og nu i medlemsvirksomhederne, i Folketinget eller i Kooperationen, tager vi på hvert møde et emne med særlig aktualitet op til behandling, men drøfter også aktuelle problemstillinger og f.eks. voldgiftssager.

Målgruppe
Kooperationens Personaleforum henvender sig til dig, der i det daglige beskæftiger sig med reglerne for ansættelse, overenskomster og aftaler på virksomhederne.

Deltagelse er gratis
Deltagelse og materiale er gratis for Kooperationens medlemmer, og du er meget velkommen til at tage din kollega med.

Tilmeld dig her.

København
Onsdag den 23. september 2015 kl. 14.00 – 16.00.
Kooperationen, Reventlowsgade 14, 1651 København V
Tilmeldingsfrist: Fredag den 18. september 2015.

Odense
Torsdag den 8. oktober 2015 kl. 14.00 – 16.00.
DCM malerfirma A/S, Østerbro 12-14, 5000 Odense C
Tilmeldingsfrist: Mandag den 5. oktober 2015.

Aarhus
Tirsdag den 20. oktober 2015 kl. 14.00 – 16.00.
HUSTØMRERNE A/S, Katrinebjergvej 117, 8200 Aarhus N
Tilmeldingsfrist: Torsdag den 15. oktober 2015.

VN Konference 2015

TEMA: CSR i virksomhederne
Samarbejdsrådet for Kooperationen og LO indbyder til konference for ledelses- og medarbejderrepræsentanter i de kooperative virksomhedsnævn.

Konferencen sætter fokus på, hvordan CSR skal forstås, hvordan CSR kan bruges i virksomheder og VN’s rolle i dette arbejde.

Det bliver en dynamisk dag med diskussion, erfaringsudveksling og faglige oplæg. Du får stof til eftertanke og input til dit virksomhedsnævns arbejde med CSR.

Tid og sted
Onsdag den 18. november 2015, kl. 10.00 - 16.00.
Radisson Blu H.C. Andersen Hotel, Claus Bergs Gade 7, 5000 Odense C

Det er gratis at deltage i konferencen.

Tilmeldingsfrist den 9. oktober 2015. Læs mere og tilmeld dig her.

Kooperationens Lederuddannelse 2015-2018
 

Kooperationen udbyder en akademiuddannelse i ledelse, som giver dig personlig, faglig og ledelsesmæssig udvikling på et højt niveau.

Uddannelsen er en blanding af teori og praksis og består af samlet seks moduler. Et modul har en varighed af otte dage, fordelt på tre seminarer samt eksamensdag. Det er muligt at tilmelde sig to moduler ad gangen.

Modul 1 - Ledelse i praksis
Modul 2 - Organisation og arbejdspsykologi
Modul 3 - Anvendt økonomi og Præsentationsteknik
Modul 4 - Det strategiske Lederskab
Modul 5 - Kvalitet/Miljø/Sikkerhed
Modul 6 - Afgangsmodul

Da uddannelsen er en stor investering, har vi valgt, at uddannelsen lægges i rammen af det ordinære uddannelsessystem, sådan at den kan dokumenteres og anerkendes bredt og give merit til videre uddannelse.

Lederuddannelsen starter i december 2015. ilmeldingen er bindende.

Tilmeldingsfrist den 9. oktober 2015. Læs mere og tilmeld dig her.

Rytmisk Center i København er årets aftenskole 

Tidligere kulturminister Marianne Jelved og tidligere handels- og udviklingsminister Mogens Jensen deltog i Aftenskolernes Prisfest 2015 sammen med over 300 forventningsfulde branchefolk og interesserede. Kultur- og Kirkeminister Bertel Haarder deltog også i form af en videohilsen. Alle politikere talte om vigtigheden af folkeoplysningen og anerkendte alle landets folkeoplysningsaktører for deres store arbejde.

Der var spænding i luften, da prisen skulle uddeles. Fra storskærmen i salen blev motivationen for udvælgelsen af vinderen læst op med følgende ord: professionelt miljø, veluddannede lærere, specialindrettede lokaler, det bedste udstyr og et højt serviceniveau i administrationen, konstant udvikling. Rytmisk Center vandt prisen og kan nu kalde sig Årets aftenskole. 

Kåre Emtoft, leder på Rytmisk Center udtaler: "Vi er rigtig glade for prisen, det er en stor ære. Både for os i administrationen, men ikke mindst for vores dygtige og engagerede undervisere. De er alle både musikere og undervisere og forstår virkelig at formidle musikglæden til vores kursister. Vi vil selvfølgelig fortsætte arbejdet med at udvikle Rytmisk Center som den aftenskole, der tilbyder den bedste musikundervisning for voksne i København."

Kooperationen siger tillykke med prisen.

Kursus i personalejura for praktikere

Efterårets kursus i "Personalejura for praktikere” afholdes i Odense.

Tid og sted
Torsdag den 29. oktober kl. 10.00 – fredag den 30. oktober 2015 kl. 12.00. 
Radisson Blu H.C. Andersen Hotel, Claus Bergsgade 7, 5000 Odense C

Indhold
Kurset vil blandt andet omhandle:

  • Arbejds- og ansættelsesretten generelt
  • Generel lovgivning gældende for forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager
  • Ophør af et ansættelsesforhold – herunder suspension, fritstilling og bortvisning
  • Bevisbyrden ved ophør af et ansættelsesforhold
  • Brugen af sociale medier
  • Ferieloven
  • Personalepolitik
I kurset indgår casebaserede gruppeopgaver.

Undervisere 
Advokat David Bar-Shalom, Kooperationen
Konsulent Lykke Pedersen, Kooperationen

Deltagerpris
2.200,00 kr. alt inklusiv - også overnatning.
I kursusprisen er indregnet tilskud fra uddannelsesfonden.

Pladser og tilmelding
Antal pladser i alt: 20. Tilmeldingen er bindende.

Tilmeldingsfrist den 25. september 2015. Læs mere og tilmeld dig her.

Ferielovens varslingsregler kunne fraviges allerede ved ansættelseskontraktens indgåelse

Det har Højesteret fastslået i en dom af den 7. august 2015. 
Efter  ferielovens § 16, stk. 1 kan en opsagt lønmodtager som udgangspunkt ikke afholde hovedferie i opsigelsesperioden, hvis opsigelsesvarslet er på 3 måneder eller derunder. Ferieloven giver imidlertid mulighed for at fravige denne bestemmelse ved aftale, men spørgsmålet i sagen var, om aftalen allerede kunne indgås ved ansættelsesforholdets indgåelse. 

I ansættelseskontrakten var det mellem virksomheden og medarbejderen nemlig aftalt, at arbejdsgiveren kunne varsle afholdelse af hovedferie med 1 måned. Medarbejderen blev efterfølgende opsagt og fritstillet med 3 måneders varsel i henhold til funktionærlovens regler og pålagt i videst muligt omfang at afholde ferie i fritstillingsperioden. Spørgsmålet var derfor, om medarbejderen i medfør af det aftalte vilkår i ansættelseskontrakten kunne anses at have afholdt hovedferie i fritstillingsperioden. 

Højesteret stadfæstede Sø- og Handelsrettens afgørelse af de samme grunde som anført af Sø- og Handelsretten. Sø- og Handelsretten havde i sin afgørelse lagt vægt på, at vilkåret om fravigelse af ferielovens varslingsregler var klart formuleret, og at ansættelseskontrakten var underskrevet af begge parter. Dermed havde medarbejderen ikke krav på feriegodtgørelse, idet medarbejderen fandtes at have afholdt hovedferien i fritstillingsperioden.

Dommen fastslår således, at det allerede på tidspunktet for ansættelseskontraktens indgåelse er muligt at aftale en fravigelse af ferielovens varslingsregler i forbindelse med opsigelse.

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning eller erstatning herfor. Som medlem af Kooperationen kan jeres virksomhed få rådgivning om lov- og overenskomstforhold hos vores konsulenter.

Vikarers retsstilling efter brugervirksomhedens overenskomst bør altid undersøges

Det har voldgiftsretten fastslået i en kendelse af den 13. august 2015.
En VVS-virksomhed, som var omfattet af en VVS-overenskomst, havde hyret vikarer fra et vikarbureau, der var medlem af Dansk Byggeri og således omfattet af en anden kollektiv overenskomst.
 
I en opmandskendelse af den 7. juli 2007 er det fastslået, at VVS-overenskomsten skal efterleves i forhold til vikarer fra et vikarbureau som udfører arbejde indenfor overenskomstens faglige område, også selvom vikarerne gennem vikarbureauet er omfattet af en anden kollektiv overenskomst.

Efter vikarloven, der er fra 2013, har vikarer i udgangspunktet ret til de samme løn- og arbejdsvilkår, som følger den overenskomst, der dækker brugervirksomheden. Dette gælder dog ikke, jf. lovens § 3, stk. 5, såfremt vikarbureaet er omfattet eller har tiltrådt en kollektiv overenskomst. 

Spørgsmålet var herefter, om vikarloven havde medført en anden retsstilling end opmandskendelsen fra 2007, således at vikarerne ikke kunne støtte ret på brugervirksomhedens overenskomst, når vikarerne gennem vikarbureauet allerede var dækket af en anden kollektiv overenskomst.

Voldgiftsretten fandt, at den ved opmandskendelsen fra 2007 fastlagte og hidtil uanfægtede forståelse var blevet en del af VVS-overenskomsten på samme måde, som hvis overenskomstparterne udtrykkeligt havde aftalt det.  Herefter fandt Voldgiftsretten, at vikarlovens bestemmelse § 3 stk. 5 ikke finder anvendelse i de tilfælde, hvor vikarers krav på at blive behandlet på samme måde, som de øvrige ansatte i brugervirksomheden, allerede følger af brugervirksomhedens overenskomst.

Afgørelsen viser, at selvom vikarbureauet er dækket af en kollektiv overenskomst, er det også nødvendigt at undersøge brugervirksomhedens overenskomst for bestemmelser, der omhandler vikarers løn- og arbejdsforhold.

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning eller erstatning herfor. Som medlem af Kooperationen kan jeres virksomhed få rådgivning om lov- og overenskomstforhold hos vores konsulenter.

Byggeomkostningsindeks for boliger 2. kvartal 2015

De samlede omkostninger ved nybyggeri af boliger er steget med 1,7 pct. fra første til andet kvartal. I perioden steg byggeomkostningerne for etageboliger med 1,8 pct., og byggeomkostningerne for enfamiliehuse med 1,7 pct. Læs mere.

Ny afgørelse om ulovligt konsortium

Konkurrencerådet afgjorde i juni, at LKF Vejmarkering A/S og Eurostar Danmark A/S indgik et ulovligt konsortium, da virksomhederne objektivt set havde mulighed for at byde på opgaven hver for sig, og samarbejdet ikke skabte tilstrækkelige effektivitetsfordele.

Sagen vedrørte kørebaneafmærkning i tre distrikter i Danmark – udbudt af Vejdirektoratet i februar 2014. De to største aktører på markedet, LKF og Eurostar, valgte en løsning, hvor de tilbød at løse opgaven i fællesskab. Konsortiet var den eneste aktør, der bød på hele opgaven og på opgaven i Hovedstadsområdet.

Tilbuddet var det billigste, og konsortiet vandt derfor udbuddet. Efterfølgende undersøgte Konkurrencerådet sagen og fandt, at begge virksomheder kunne løfte opgaven individuelt og dermed var konkurrenter. Konsortiet var derfor ulovligt, da samarbejdet ikke medførte væsentlige effektivitetsfordele.

Det spørgsmål, man nu kan stille sig selv, er: hvornår er et konsortium lovligt? 

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er udgangspunktet, at hvis en virksomhed er i stand til at afgive bud på en opgave, uden at gå sammen med andre i et konsortium, skal virksomheden selv afgive bud på opgaven. Virksomheder kan dog, under visse omstændigheder, lovligt byde sammen i et konsortium, hvis de, ved at gå sammen, bliver i stand til at løse opgaven bedre og billigere. 

Konsortier er således lovlige efter konkurrenceloven i følgende situationer: 

• hvis konsortiet ikke begrænser konkurrencen 
• eller hvis konsortiet begrænser konkurrencen, men konsortiesamarbejdets effektivitetsfordele opvejer denne begrænsning. 

Konkurrencerådet foretog i  en meget indgående og detaljeret vurdering af, om aftalen var konkurrencebegrænsende, fordi LKF og Eurostar kunne byde på de enkelte distrikter hver for sig. 

Kontakt os

Kooperationen

Reventlowsgade 14, 2

1651 København V

Tlf 33 55 77 30
Fax 33 31 21 30
Email kontakt@kooperationen.dk
Vil du framelde nyhedsbrevet?
Email Marketing Powered by Mailchimp