Copy
Den Kooperative Arbejdsgiver-
og Interesseorganisation i Danmark

Nyhedsbrev

The International Cooperative Alliance (ICA) har brug for jeres hjælp!

ICA har netop startet en kampagne med det formål at få et overblik over verdens ”youth coops”. Få sat jeres kooperativ på verdenskortet ved at besvare deres korte spørgeskema og vær samtidig med til at forme fremtidens kooperativer. Gå til spørgeskema her.

Velkommen til et nyt medlem

Den 1. august 2018 får Kooperationen et nyt medlem, nemlig BOB-IT. Kooperativet BOB-IT er en IT-konsulentvirksomhed, der blev etableret i 2016. Virksomheden arbejder med forretningsudvikling, web-, mobil- og appudvikling, databaser, visual systemer, m.m.

Udadtil agerer BOB-IT som en almindelig erhvervsmæssig virksomhed på lige fod med andre konsulenthuse i IT-branchen. Indadtil har BOB-IT en meget stærk social profil som et andelsselskab, der hjælper sine andelshavere med beskæftigelse og uddannelse i IT-branchen. Virksomheden er etableret med den primære hensigt at hjælpe arbejdsløse tilbage på arbejdsmarkedet og i langvarig, selvforsørgende beskæftigelse.

Kooperationen ønsker BOB-IT velkommen!

Ændringer i selskabsloven er trådt i kraft 

Der er vedtaget to ændringslove, som medfører ændringer i selskabsloven. Ændringerne trådte i kraft den 1. juli 2018. Læs mere her.

Introduktionskursus til AB 18

AB 18, afløseren for AB 92, træder i kraft den 1. januar 2019. Introduktionskurset vil blandt andet orientere om de nye regler om:

  • Mellemformer med entreprenørens deltagelse i projekteringen
  • Regler om planlægning af byggeriet både i projekterings- og udførelsesfasen
  • Regler om bygherrens ændringsret
  • Selvrisiko ved forsikring
  • Forcering
  • De nye krav om dagbod
  • Regler for tvisteløsning med en løsningstrappe
  • Regler for a conto begæring
Dato og sted:
Den 13. september 2018 i Aarhus (alle pladser er optaget).
Den 17. september 2018 i Middelfart (alle pladser er optaget).
Den 12. november 2018 i Glostrup (bemærk ny dato og nyt sted).

Pris:  Deltagelse er gratis.

Tilmeldingsfrist: Den 10. august 2018. Læs mere og tilmeld dig her.

Lær om arbejdsmiljøledelse til efteråret

Modul 1 - den 20. september 2018
Arbejdsmiljøledelse på byggepladsen - 1
Kurset har til formål at give en inspirerende indflyvning til, hvorledes arbejdsmiljøet på byggepladsen kan forbedres gennem ledelse, arbejdet med holdninger og et udvalg af enkle værktøjer.

Modul 2 - den 27. september 2018
Arbejdsmiljøledelse på byggepladsen - 2
Kurset har til formål at stille skarpt på de arbejdsmiljøregler, der skal medvirke til at forebygge ulykker og nedslidning. 

Modul 3 - den 4. oktober 2018
Arbejdsmiljøledelse i virksomheden
Kurset har ikke til formål at forberede den enkelte virksomhed til en arbejdsmiljøcertificering, men at give inspiration og enkle værktøjer, der skal medvirke til at styrke den systematiske arbejdsmiljøindsats.

Dato: Den 20. september, 27. september og  4. oktober 2018.
Sted: Comwell Middelfart, Karensmindevej 3, 5500 Middelfart.
Pris:  Deltagelse er gratis. Tilmelding er for alle tre moduler samlet.

Tilmeldingsfrist: Den 17. august 2018. Læs mere og tilmeld dig her.

Personalejura for praktikere

På kurset får du indsigt i og kendskab til blandt andet:

  • Ansættelse, fravær, opsigelser og fratrædelser herunder suspension, fritstilling og bortvisning
  • Hovedaftalen, overenskomster og lokalaftaler
  • Ferieloven
  • Ligestillings- og forskelsbehandlingslovgivning
  • Personalepolitik.
Dato: Den 14.- 15. november 2018.
Sted: First Hotel Grand, Jernbanegade 18, 5000 Odense C.
Pris:  Kr. 2.500 alt inklusiv, også overnatning.

Tilmeldingsfrist: Den 10. oktober 2018. Læs mere og tilmeld dig her.

Upassende beskeder medførte opsigelse

En funktionær var i 2012 blevet ansat som juridisk fuldmægtig i en kommune. Funktionæren havde indledt en kollegial venskabelig relation med en kvindelig socialrådgiver og de korresponderede sammen med e-mails og sms'er. Nogle af beskederne fra funktionæren til socialrådgiveren udviklede sig til at få seksuelt indhold, og hun bad funktionæren holde op med at sende upassende beskeder til hende. Læs mere her.

Svanemærkning af bygningsrenoveringer

Det største marked for byggeri er i dag bygningsrenovering og vedligeholdelse. Udover at renoveringen både fører til lav energianvendelse og godt indeklima er det nu også muligt at vælge en svanemærket renovering. Svanemærket sikrer samtidig, at affald fra renoveringen bliver håndteret korrekt, og at nye byggeprodukter lever op til skrappe miljø- og sundhedskrav.

Bygningsejere, almene boligselskaber og kommuner får dermed mulighed for at svanemærke renoveringerne med hjælp fra Miljømærkning Danmark.
Læs mere her.

Domstolsstyrelsen søger sagkyndige

Domstolsstyrelsen søger for tiden sagkyndige til småsagsprocessen - en særlig forenklet retssagsprocedure, der finder anvendelse i civile retssager om mindre krav. 

Som sagkyndig vil du blandt andet kunne blive bedt om at udarbejde en sagkyndig erklæring, som så vil indgå som et af beviserne i den pågældende sag. Beskikkelsen gælder for 4 år og er frivillig forstået på den måde, at du altid kan bede Domstolsstyrelsen om at blive fritaget for beskikkelsen igen.

Hvis du er interesseret, kan du læse mere her.

Femern-forbindelsen færdig i år 2028?

Femerntunnelen mellem Lolland og den tyske ø Fehmarn bliver en 18 km lang sænketunnel, der kommer til at rumme en tosporet motorvej i hver retning og to elektrificerede jernbanespor.

Selskabet Femern A/S er bygherre og administrerer budgettet på 52,6 mia. kr. inklusiv syv mia. kroner i reserver, og anlægget er fordelt på fire betingede kontrakter mellem to konsortier, der består af virksomheder fra Belgien, Danmark, Frankrig, Holland og Tyskland. Læs mere her.

Konjunkturbarometer for erhvervene juni 2018

De lidt længere tendenser er stigende for industriens og detailhandlens sammensatte konjunkturindikatorer og faldende for byggeriet og serviceerhvervene. Industriens sammensatte konjunkturindikator falder en smule fra 4 i maj til 2 i juni, hvilket skyldes fald i produktionsforventningerne. Tendensen er dog stadig stigende. Trods fortsat fremgang i detailhandlen er forventningerne til udviklingen i de kommende måneder mindre positive, hvilket uddybes i denne nyt. Læs mere her.

BYG-ERFA

Radon – målemetoder og vurdering
Erfaringsblad (99) 18 06 28
Bladet beskriver, hvordan der måles radon i bygninger. Hvilke målemetoder der benyttes, hvor mange målere der skal anvendes, og hvor de skal placeres. Desuden beskriver bladet, hvilke krav der stilles til måleperioden, for at resultatet kan bruges til at bestemme estimeret årsmiddelværdi i en bolig eller i en bygning, som er omfattet af det nationale referenceniveau. Målingerne anvendes til at vurdere, om radonkoncentrationen i en bygning overskrider det nationale referenceniveau eller bygningsreglementets krav. Læs mere her.

Midlertidig afstivning af murværk - vægge af mursten og blokke
Erfaringsblad (21) 18 06 27
Murværk under opførelse har ringe styrke, især indtil mørtlen er hærdet. Der kan forekomme kollaps, hvis der ikke bliver udført en tilstrækkelig afstivning. I dette erfaringsblad beskrives, hvordan murede vægge af såvel mursten som blokke afstives midlertidigt, indtil de er afstivet af andre permanente konstruktioner. Bladet angiver også retningslinjer for, hvordan stabiliteten sikres i praksis. Læs mere her.

Genbrug af mursten - begrænsninger og anvendelsesmuligheder
Erfaringsblad (21) 18 06 26
Dette erfaringsblad beskriver anvendelsesmulighederne for genbrugte mursten, og hvordan de gamle produktionsmetoder, den tidligere anvendelse og påvirkninger - sammen med nye byggeteknikker - giver begrænsninger i anvendelsen af stenene. Bladet beskriver også, hvordan de eksisterende rammer for byggeri og den tilhørende lovgivning giver mulighed for at dokumentere gamle afrensede sten, så de kan anvendes i nye bygninger. 

Der skal stilles krav til dokumentationen for de genbrugte sten, hvad enten de købes hos en leverandør eller genbruges direkte fra egen nedrevet bygning. Læs mere her.

Betondæk med taghaver og opholdsarealer over uopvarmede kældre
Erfaringsblad (23) 18 06 25
Det er igennem de senere år blevet almindeligt i navnlig større bebyggelser at anlægge opholdsarealer (fx taghaver og legepladser) på betondæk over uopvarmede kældre – ofte parkeringskældre. I flere tilfælde er det konstateret, at der er trængt vand igennem konstruktionen. I bladet omtales de vigtigste forhold for at undgå vandgennemtrængning. Blandt andet en robust vandtæt membran, tilstrækkeligt høje inddækninger ved tilstødende facader, et afløbssystem med fornøden kapacitet og ingen fastgørelser af fx belysning og legeredskaber, der gennembryder den vandtætte membran. Læs mere her.

Kontakt os

Kooperationen

Reventlowsgade 14, 2.

1651 København V

T. 33 55 77 30
E. kontakt@kooperationen.dk
Vil du framelde nyhedsbrevet?
Email Marketing Powered by Mailchimp