Copy
Den Kooperative Arbejdsgiver-
og Interesseorganisation i Danmark

Nyhedsbrev

Afdelingschef Lars Peter Jensen, JORTON A/S, udpeget til skønsmand ved Voldgiftnævnet

Lars Peter Jensen, afdelingschef i JORTON A/S, er med virkning fra den 1. april 2015 udpeget til skønsmand ved Voldgiftsnævnet. 

Voldgiftsnævnet bidrager med at løse konflikter inden for bygge- og anlægsbranchen, når parterne er enige om det. Som oftest har parterne anvendt et af standardaftaledokumenterne inden for bygge- og anlægsområdet, men det kan også være aftalt på anden vis. Det gælder alle arbejder fra den erhvervsmæssige kontorbygning, det store offentlige bro-, vej- eller skolebyggeri til andelsboligen og det private parcelhus.

Nævnet kan efter anmodning udmelde en skønsmand for at afklare fejl og mangler eller en sagkyndig, der kan afklare berettigelsen af et træk på en stillet garanti. Der kan også nedsættes en voldgiftsret  til at træffe endelig afgørelse i sagen med både juridiske dommere og/eller faglige dommere med ekspertise på området. Muligheden for at kombinere jura og fagteknisk indsigt er en af Voldgiftsnævnets styrker. Hvis parterne ønsker det, kan nævnet bistå med mægling og mediation, der kan føre til en hurtigere og billigere løsning af konflikten gennem bistand til forlig.

Lars Peter har mere end 15 års erfaring fra entreprenørbranchen og vil med sit nye bijob kunne bidrage Voldgiftsnævnet med specialviden og faglig indsigt indenfor syn- og skønsområdet, således at  tvister fortsat vil blive løst på det allerhøjeste faglige niveau.

Kooperationens Socialøkonomiske forums første møde handler om Den aktive beskæftigelsesindsats - Kom med 20/04-2015 kl. 15-17 i Kooperationens hus

Regeringen nedsatte i 2013 en ekspertgruppe med Carsten Koch som formand, med opgaven at udrede hele den aktive beskæftigelsesindsats. Udredningen har været delt op i to faser. Første fase omfattede indsatsen for dagpengemodtagere og blev afsluttet i februar 2014. Anden fase omfattede indsatsen for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet og er nu afsluttet med en rapport og 28 anbefalinger til regeringen.

Netop borgere i udkanten af arbejdsmarkedet er målgruppen for mange af de socialøkonomiske virksomheders indsats. Derfor er rapporten og anbefalingerne særligt relevante for de socialøkonomiske virksomheder. 

Her er muligheden for at få præsenteret og drøfte forslagene med nogle af de eksperter, der har siddet med omkring bordet, Per Kongshøj Madsen, professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning (CARMA); Christian Sølyst, LO og Line Barfod, advokat og medlem af Rådet for Socialøkonomiske virksomheder.

Det er gratis at deltage. Men hvis du melder dig til og alligevel ikke møder op, vil vi opkræve et ”no-show-fee” på 500 kr.

Meld dig til på vores hjemmeside www.kooperationen.dk eller ved at ringe på 33 55 77 30.Tilmeld dig her

Dette arrangement er også åbent for ikke-medlemmer.

Arrangement om Hovedaftalen

- kom og hør, hvad det betyder for jeres virksomhed

Vi inviterer hermed til vores første møde i Kooperationens nye Personaleforum, hvor vi året igennem vil sætte vigtige temaer inden for ansættelsesretten på dagsordenen og opdatere jer på ny lovgivning og vigtige domme.  

Temaet på vores første møde vil være den nye hovedaftale. Susanne Westhausen vil præsentere den nye aftales indhold, og hvordan den får betydning for jer i hverdagen. 

Det er gratis at deltage, og du er meget velkommen til at dele invitationen med din kollega - dog er tilmelding nødvendig. 

Vi glæder os til at se jer enten i:
 
Aarhus den 21. april 2015, kl. 14-16, hos Jorton A/S, Robert Fultons Vej 16
København den 27. april 2015, kl. 14-16, hos Kooperationen, Reventlowsgade 14 
Odense den 28. april 2015, kl. 14-16, hos Blitek A/S, Stenhuggervej 20

Tilmelding skal ske senest den 17. april 2015. Tilmeld dig her

Øje for fællesskab

I fredags var jeg i Ribe – helt privat og i civil. Nød den gamle bydel og torvet omkring domkirken og kom forbi et spændende byggeri, hvor det lige havde været rejsegilde – med flag og kranse og hele molevitten.

Men jeg stod og kiggede faldt mit øje på en palleløfter, hvor der med store bogstaver var ridset JORTON.

Nå for Søren tænkte jeg – gad vide om JORTON ved at deres palleløfter står her. Og det må jeg tro, at de gør! For ved nærmere eftersyn på de store skilte viste det sig jo, at JORTON er hovedentreprenør på det flotte og spændende byggeri ”Kannikegården”.

Disse linjer for at sige, at har man øjne og øre lidt åbne, så er der kooperative kolleger alle vide vegne, hvor vi færdes – herhjemme og på ferie i udlandet.

Skulle vi ikke gøre det til en sport lige at nappe et billede og sende det herind med et par ord – eller poste det på vores facebook. Sammen kan vi jo bidrage så meget mere til den synlighed, som er så vigtig nu om stunder!
God fællesskabsjagt.
Susanne

Medarbejderovertagelse af forlaget Zanardi - Et godt eksempel på det kooperative opsving i Europa 

Forlaget Zanardi et prestigefyldt, men kriseramt forlag i Padova, Italien, var på vej til at lukke, da medarbejderne besluttede sig for  at overtage virksomheden ved at investere alle deres arbejdsløshedspenge og fratrædelsesgodtgørelser i virksomheden.
 
Tendensen i medarbejderovertagelse af virksomheder er i de senere år vokset i lande som Italien, Spanien og Frankrig, hvor medarbejderne ofte sætter en ære i at bevare små, ofte familiedrevne virksomheder.

Ligesom byen Padova er forlagets historie lige dele tragedie og hårdførhed. Gennem dens lange historie er byen blevet erobret og regeret af mangt og meget, heriblandt hunnerne, byzantinerne, venetianerne og østrigerne. Ikke desto mindre er byens kulturelle og sociale historie et af Italiens rigeste.  

Tilbage i 2008, i begyndelsen af den økonomiske krise, havde forlaget Zanardi 180 medarbejdere. Efter en række dårlige ledelsesbeslutninger, der havde efterladt virksomheden i dyb gæld, var tallet skrumpet til 105 medarbejdere i 2012. Som om det ikke var nok og påvirket af den katastrofale økonomiske situation, begik en af de to ejere selvmord på fabrikken.

"Jeg tænkte dengang, at jeg ikke ville give op. I stedet satte jeg hele min sjæl i det her." sagde Solimano Dal Corso, som i dag er produktionschef i kooperativet. Læs resten af artiklen her.

Vellykket kursus om Personalejura

Kooperationen afholdt kursus i personalejura den 26. og 27. marts 2015. Kurset blev afholdt på Hotel Radisson HC Andersen i Odense. 

De 16 kursister blev over to dage introduceret til det arbejdsretlige system og de arbejdsretlige regler i Danmark. Underviserne på kurset var David Bar-Shalom, Lars Tolstrup og Lykke Pedersen. Kurset vil vanen tro blive afholdt igen til efteråret. Vi vender naturligvis tilbage, når tid og sted foreligger.

Ulighedens topmøde 

Den gennemsnitlige borger, der bor i et land med stor lighed, er mere tilfreds med livet end den borger, der bor i et land med stor ulighed. Men tilfredsheden med livet vokser også blandt de rigeste jo større lighed, der er i det land, de bor i.

Det påviser tænketanken Cevea i en ny analyse baseret på tal fra 23 europæiske lande. Blandt alle landene er Danmark den absolutte topscorer, når det gælder tilfredshed med livet – både i befolkningen som helhed og blandt den rigeste femtedel i forhold til de tilsvarende grupper i de andre lande.

På trods af dette har de seneste års politiske reformer øget uligheden også i Danmark. Antallet af fattige vokser, mens de rigeste bliver rigere og rigere. Sundhedstilstanden og levealderen for de bedst stillede og de dårligst stillede bliver mere og mere forskellig, som årene går. Uddannelsesniveauet afspejler forældrenes uddannelsesniveau og uligheden via uddannelse fastholdes. Det var nogle af Dennis Kristensen fra FOA’s pointer.

Begge resultater blev præsenteret da Cevea afholdt det årlige Ulighedens Topmøde på AFUK, Akademiet for Utæmmet Kreativitet på Vesterbro i København. Blandt unge akrobater og dejlig forplejning blev deltagerne præsenteret for forskellige aspekter ved ulighed. Ulighed i engelsk perspektiv, udfordringer for tidligere fængslede og i sociale boligområder. Og regeringens bud på hvordan samfundet mindsker ulighed i uddannelserne ved Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsen Nielsen.

Reminder om kurser om entrepriseret

På Udviklingsforeningens årsmøde i Silkeborg 2014 holdt advokat Claus Tolstrup et oplæg - "Introduktion til byggejura". Som forsættelse på oplægget har Udviklingsforeningen og den nye samlede brancheforening arrangeret tre kursusdage om entrepriseret.

I får mulighed for at udveksle viden mellem virksomhederne og for at etablere nye netværk deltagerne i mellem. Derved styrkes både de enkelte medarbejdere, virksomhederne og fællesskabet.

Det vil være muligt at fremlægge tidligere eller aktuelle problemstillinger omkring byggesager/byggejura, som kan være baggrund for debat under kurserne i samspil med advokat Claus Tolstrup.

Målgruppe
Kurserne henvender sig til ansatte i de kooperative bygge- og håndværksvirksomheder, som i det daglige beskæftiger sig med entrepriseret.

Kursus 2 - Entrepriseprocessen
Torsdag den 7. maj 2015 kl. 10.00 – 15.00.
Severin, Skovsvinget 25, 5500 Middelfart
Tilmeldingsfrist: Mandag den 22. april 2015.

Kursus 3 - Kreditsikring og garantier, konkurs
Torsdag den 3. september 2015 kl. 10.00 – 15.00.
Huset, Hindsgavl Allé 2, 5500 Middelfart
Tilmeldingsfrist: Mandag den 10. august 2015.

Tilmeld dig her 

Nye regler om konkurrence- og kundeklausuler på vej

Regeringen har netop fremsat et forslag om en ny lov om ansættelsesklausuler. Baggrunden for lovforslaget er aftalen om vækstpakken fra juni 2014. Regeringen mener, at det er til gavn for vækst og produktivitet i samfundet, når ansatte nemt kan skifte job og kan bruge deres viden hos andre virksomheder, og derfor ønskes det at begrænse brugen af ansættelsesklausuler.
 
Med lovforslaget bliver der overordnet lagt op til, at reglerne for konkurrence- og ‎kundeklausuler bliver ensartet for samtlige lønmodtagere, da der har været særlige regler for ‎funktionærer. Der bliver samtidig blandt andet sat mere snævre grænser for varigheden af klausuler, nemlig en grænse på ‎‎12 måneder for varigheden af en kunde- eller konkurrenceklausul. Hvis medarbejderen ‎derimod skal påtage sig begge klausuler, kan disse maksimalt have en varighed af 6 ‎måneder. ‎

Endelig bliver der, hvis den nye lov bliver vedtaget, indført et forbud mod jobklausuler og aftaler mellem to virksomheder eller en virksomhed og en ‎medarbejder om ikke at rekruttere hinandens medarbejdere, undtagen ved ‎virksomhedsoverdragelse, hvor der kan aftales jobklausuler af op til 6 måneders ‎varighed.‎

Lovforslaget vil forventeligt, hvis det vedtages, træde i kraft den 1. juli 2015 og gælde ‎for alle nye klausuler. De regler, der i dag gælder for funktionærer, videreføres i den nye ‎lov for eksisterende klausuler.

Bortvisning af ansat berettiget

Østre Landsret har i en nyligt afsagt dom, der er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen U 2015.1112Ø, taget stilling til, om adfærd udvist af en medarbejders ægtefælle kunne begrunde en bortvisning af medarbejderen. 

Sagen omhandlede en lægesekretær ansat i en speciallægepraksis. Arbejdsgiveren havde flere gange irettesat lægesekretæren som følge af, at hun havde forsømt sine arbejdsopgaver. I forbindelse med et møde mellem arbejdsgiveren og medarbejderen om disse forhold, irettesatte arbejdsgiveren medarbejderen endnu en gang. I umiddelbar forlængelse af mødet ringede medarbejderen efter sin ægtefælle, der kort tid efter indfandt sig på arbejdspladsen og forlangte at snakke med arbejdsgiveren. Da arbejdsgiveren afslog dette, fulgte ægtefællen råbende efter arbejdsgiveren gennem klinikken, indtil arbejdsgiveren så sig nødsaget til at låse sig inde i et lokale. 

Efter episoden forlod medarbejderen arbejdspladsen. 

Arbejdsgiveren valgte på den baggrund, at bortvise medarbejderen.
Både byretten og landsretten fandt, at ægtefællens opførsel var så grænseoverskridende og egnet til at skabe en betydelig utryghed hos de tilstedeværende og at medarbejderen efter omstændighederne måtte tåle identifikation med sin ægtefælle. 

På baggrund af dette og medarbejderens efterfølgende bortgang fra arbejdspladsen fandt både byretten og Østre Landsret, at medarbejderen groft havde misligholdt ansættelsesforholdet. Bortvisningen var derfor berettiget. 

Dommen viser, at en medarbejder efter omstændighederne kan  identificeres med sin ægtefælles handlinger, der i dommen fandtes at være så grove, at de  berettigede arbejdsgiveren til at bortvise medarbejderen.  

Det er vigtigt at understrege, at dommen er konkret begrundet, og at Kooperationens medlemmer altid opfordres til at kontakte Kooperationen i alle spørgsmål vedrørende bortvisning før den eventuelt effektueres. Af samme grund må ovenstående ikke opfattes som juridisk rådgivning eller erstatning herfor. 

Ikke forskelsbehandling begrundet i handicap

I medfør af bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v., er en offentlig arbejdsgiver ved besættelse af en ledig stilling forpligtet til at indkalde en ansøger med et handicap til samtale. 

En ordblind murer søgte en ledig stilling som bygningssagkyndig hos en kommune. Ansøgeren anførte i sin ansøgning, at ordblindheden udgjorde et handicap og at ansøgeren derfor ønskede at udnytte sin ret i henhold til bekendtgørelsen og således blive indkaldt til samtale. 

Kommunen overså imidlertid ansøgerens anmodning herom, og ansøgeren blev derfor ikke indkaldt til samtale. Ansøgeren gjorde gældende, at han herved var blevet udsat for forskelsbehandling begrundet i handicap, hvilket Ligebehandlingsnævnet skulle tage stilling til.  

Kommunen oplyste, at der var blevet indkaldt seks ansøgere til samtale, hvoraf to af disse netop var indkaldt efter anmodning i henhold til bekendtgørelsen. Endvidere gjorde kommunen rede for de kriterier, der havde dannet baggrund for indkaldelse af ansøgerne til samtale.  

På den baggrund fandt Ligebehandlingsnævnet ikke, at ansøgeren var blevet forskelsbehandlet begrundet i dennes ordblindhed. Det forhold, at ansøgeren ved en fejl ikke var blevet indkaldt til samtale i henhold til reglerne i bekendtgørelsen, udgjorde ikke forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven.  

 

Konjunkturbarometer for bygge og anlæg marts 2015

Den sammensatte konjunkturindikator for bygge og anlæg er faldet til minus 17 i marts 2015 fra minus 12 i februar. Således fortsætter den faldende tendens fra 2014. Især fald i beskæftigelsesforventningerne trækker ned i denne måned. Tallene er korrigerede for normale sæsonudsving. Læs mere her.

FAQ - Om den nye udbudslov

Jeg har hørt at der i den nye udbudslov kun er et overordnet kriterium, nemlig ”det økonomisk mest fordelagtige tilbud”. Er det korrekt?

I den nye udbudslov – som træder i kraft den 1. oktober 2015 – er det korrekt at der kun er et overordnet kriterium, nemlig tildelingskriteriet ”Det økonomisk mest fordelagtige tilbud”.

En udbyder skal dog identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud på grundlag af et af følgende tildelingskriterier:  pris, omkostninger eller bedste forhold mellem pris og kvalitet. Altså er der stadig mulighed for tildeling  på baggrund af prisen alene.

Ved anvendelse af tildelingskriteriets omkostninger kan alle former for omkostninger inddrages – herunder priser og livscyklusomkostninger.

Ved anvendelse af tildelingskriteriets bedste forhold mellem pris og kvalitet, vurderes tilbuddet på grundlag af underkriterier som for eksempel kvalitative, miljømæssige eller sociale aspekter. 

Underkriterier kan omfatte:

1) kvalitet, herunder teknisk værdi, æstetiske og funktionsmæssige karakteristika, tilgængelighed, design for samtlige brugere, sociale, miljømæssige og innovative karakteristika og handel og betingelserne herfor,

2) organiseringen af det personale, der skal udføre kontrakten, og dets kvalifikationer og erfaring, hvor kvaliteten af det personale, der skal udføre kontrakten, kan påvirke niveauet af kontraktens opfyldelse betydeligt, eller

3) kundeservice, teknisk bistand og leveringsbetingelser.

Yderligere oplysninger hos Lars Tolstrup, lt@kooperationen.dk.

Kontakt os

Kooperationen

Reventlowsgade 14, 2

1651 København V

Tlf 33 55 77 30
Fax 33 31 21 30
Email kontakt@kooperationen.dk
Vil du framelde nyhedsbrevet?
Email Marketing Powered by Mailchimp