Copy
Problemer med at læse dette nyhedsbrev? Klik her  

Tallerkenerne blev slikket rene

De kulinariske aftener med mesterkokken Inunnguaq Hegelund blev en bragende succes.

Som led i madfestivalen Copenhagen Cooking havde huset i weekenden arrangeret to middage for hver 50 gæster. Menuen lød på ørredsalat med søl (tang) og hasselnødder til forret, stegt moskus med svampe, løg, byg og urtecreme som hovedret og sensommerbær med hvid chokolade til dessert.

Billetterne var på forhånd revet væk, og kultur- og informationsmedarbejder, Søren Thalund, der stod for arrangementet, kan fortælle, at der allerede er forespørgsler på billetter til det næste arrangement.

Sådan et er dog ikke planlagt endnu, men det er kun et spørgsmål om tid, før succesen gentages, lover Søren Thalund.
 

10 kunstnere klar til Art Copenhagen ryk-ind

Så er de 66 værker hængt op og gjort klar til starten på Art Copenhagen i morgen, fredag. Allerede torsdag klokken 16-20 er der preview på kunstværkerne for inviterede gæster.

Kultur- og informationsmedarbejder Aviaaja Kleist Burkal har knoklet med koordinationen omkring den 52 kvadratmeter store stand og glæder sig rigtig meget til at dele resultatet med kunstinteresserede fra hele Norden.

Art Copenhagen er Skandinaviens største kunstmesse. Det er første gang i seks år, at der er en grønlandsk stand på messen.


 

gruppe for alkoholiker-børn mødes hos qiperoq

ACA – som står for Adult Children of Alcoholics – vil fremover mødes i Qiperoq på Langebrogade 6G hver tirsdag og torsdag klokken 16 til 17.30.

ACA er oprindeligt født i New York i 1978. Organisationens formål er at hjælpe og støtte voksne mennesker, der lider efter en opvækst i et alkoholisk eller på anden måde dysfunktionelt hjem.

Deltagelse i ACA’s møder er anonymt, gratis og alle er velkomne. Hvis der er spørgsmål kan man kontakte ACA, som man kan læse mere om ved at klikke på ’Læs mere’ her nedenfor.

Ivan Burkals anden soloudstilling

Kunstneren Ivan Burkal har i år været aktuel med sine to første soloudstillinger nogensinde. Den ene af dem hænger lige nu i udstillingslokalet samt cafeen i Det Grønlandske Hus. Den anden bliver vist i Grønlandsbanken i Nuuk.

Udstillingen blev vel modtaget ved ferniseringen den 11. august, hvor der kom mellem 40 og 50 gæster.

 

GUX-elever på besøg

60 elever fra 3. GUX fra Qaqortoq lagde vejen forbi Det Grønlandske Hus den 11. august – mens de var på studietur i Danmark. De blev modtaget af uddannelsesvejlederne Pia Rosing Heilmann, Bente Olsvig og direktør Leise Johnsen.  

Omkring 2/3 af eleverne sagde, at de planlagde at starte på en uddannelse til næste år – enten i Grønland, Danmark eller Norge.

På mandag kommer 25 andre GUX-elever på besøg, denne gang fra Sisimiut.

Mille er tilbage i Ilik

Mille Schiermacher er tilbage som projektleder af mentorordningen Ilik, der er et integrationsprojekt, som tilbyder hjælp til nytilflyttede grønlændere i Danmark.

Under Milles barsel har det været Qiperoqs leder Ann Dorthe Lunde, som varetog Ilik. Men hun er nu tilbage på fuld kraft på Qiperoq. Ilik har til huse på Langebrogade 6G sammen med Qiperoq.

 

ADRESSE


Løvstræde 6
Postboks 1042
1007 kbh. k

Tlf.: +45 33 91 12 12
Fax: +45 33 15 75 90

CVR-nr.: 47337828
Email: illu@sumut.dk
Ønsker du ikke længere at modtage nyhedsbreve fra Det Grønlandske Hus Kbh? Afmeld her