Copy

Kære holdleder

Vi har netop taget hul på den sæson, der leder frem mod vores alle sammens landslejr næste sommer. I landslejrudvalget glæder vi os til sammen med jer at skabe mange små og store stjernestunder for børn og unge i FDF.

 

Få kredsens ledere med på Landslejrkursus

Om ganske kort tid – 17.-19. september – mødes alle FDFs ledere på Sletten til Landslejrkursus. Her skal vi sammen på en eventyrlig opdagelsesrejse ind i landslejrens univers og i fællesskab udforske temaet ‘mod’. Lørdag aften vil foredragsholder og tv-vært Mikkel Beha Erichsen fortælle om det mod, han og hans familie gør brug af, når de sejler afsted på opdagelsesrejser rundt i verden på bådene Havana og Wallenberg. Weekenden vil også byde på vigtig viden om landslejren og spændende uddannelsesmoduler. Og ikke mindst kan du glæde dig til musik og fællessang med landslejrbandet, lejrbål og underholdning og en frilufts-gudstjeneste midt i Slettens skønne natur.

På landslejrkurset vil din kreds få at vide, hvilken farve I skal være, hvor på Sletten I skal bo, og hvad jeres ekspedition skal hedde. Derudover vil ekspeditionens ledere sammen holde møde og starte planlægningen af alt det, der gør jeres ekspedition til et fedt lejrområde for børn og voksne.

Når I tager hjem fra Landslejrkursus, er I fremover medfortællere og medskabere af FDF Landslejr 2022, og I er med til at bringe temaet og fortællingerne med hjem i egen kreds. Er der ledere i jeres kreds, som endnu ikke har tilmeldt sig, kan du som holdleder med fordel fortælle dem om kurset. Fristen for tilmelding er forlænget til 25. august til midnat, og alle kan tilmelde sig her:

Tilmelding til Landslejrkursus

Nyt om senioralder

Landslejrudvalget har netop besluttet, at den gruppe, der ville have deltaget som seniorer på landslejren, hvis den havde været afholdt i år, men som nu når at blive ledere inden næste sommer, har mulighed for at deltage som seniorer på landslejren. De vil kunne bo i ekspeditionens seniorkreds samt deltage i aktiviteter på lige fod med øvrige seniorer på landslejren. Det er kredsens egen vurdering, om denne gruppe af de ældste seniorere/yngste ledere deltager på FDF Landslejr 2022 som ledere eller seniorer næste sommer.

Holdleder-skift

I kan til hver en tid selv skifte holdleder i løbet af planlægningen af kredsens landslejr. Det gøres i FDFs medlemssystem, Carla, under fanen “Roller”. Der skal kun være én holdleder registreret i Carla fra hver kreds, så I skal først slette rollen hos den gamle holdleder, før den nye holdleder kan få tildelt rollen. To ting er vigtige i den forbindelse:

  • At gamle informationer, mails og breve altid overleveres til den nye holdleder.
  • At den person, der er holdleder, også er den person, der står registreret som holdleder i Carla.

I landslejrudvalget glæder vi os til at se dig og dine medledere på Landslejrkursus og til sammen med jer at tage hul på planlægningen for det kommende år.

Bedste hilsner,

Landslejrudvalget

Nyttige kontaktoplysninger

I dette Sharepoint-dokument kan du altid få overblik over ekspeditionerne og finde kontaktoplysninger på ekspeditionslederne. Dokumentet bliver løbende opdateret, i takt med at ekspeditionslederne findes.

FDF Landslejr 2022    6.-15. juli 2022
Facebook
Instagram
Pinterest
FDF.dk
landslejr@FDF.dk

Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF
www.FDF.dk
Tlf. 33136888
Mail FDF@FDF.dk


Tag mig af mail-listen   Ret dine oplysninger

Email Marketing Powered by Mailchimp

Find FDF i din by >



Du modtager denne mail, fordi du er holdleder på FDF Landslejr 2022. Du vil som holdleder løbende modtage særlig information om at være kreds på landslejr.